HISTORIE

Fodslaw Vejle er startet den 12. februar 1975 og er en lokalafdeling af Fodslaw Danmark, der blev startet i 1970.

 

I starten var der nogle få faste vandrearrangementer hvert år. I de første mange år var der ofte et større antal vandrere der fulgtes ad som ’hold’ til andre foreningers ture. Lange vandreture på 40, 45, 50 og endda 100 km var ikke usædvanlige.

Senere kom de ugentlige motionsture til med en længde på 10 km - svarende til ca. 2 timers vandring.

 

I 90’erne begyndte man fra tid til anden at arrangere rejser i lokalforeningens regi ligesom der blev skabt en tradition med en årlig ø-tur (der også kan gå til en halvø…).

I 00’erne kom flere sociale arrangementer til, f.eks. julefrokost, grillaften før og efter sommerferiepausen.

Det var også i 00'erne, nemlig helt præcis 9. januar 2003, at formiddagsturene blev startet, og de er i årenes løb blevet en stor succes.

 

I dag er der derfor motionsture 2 gange om ugen: torsdag formiddag året rundt  - ca. 1½ time i 'fornuftigt' tempo og i vinterperioden lørdag eftermiddag, og i sommerperioden mandag aften en motionstur på ca. 2 timer i raskere tempo. Denne tur sluttes altid af med bagagerumskaffe, et stykke kage og en sidste snak for i dag.

 

Foreningen er fortsat kendetegnet ved livlig aktivitet og mange arrangementer hen over året og lever fint op til formålet om vandremotion og socialt samvær i naturen.